Når jeg udgiver opskrifter er de som udgangspunkt altid testet igennem af både erfarne og uerfarne strikkere. Det gør jeg for at sikre, at mine opskrifter er forståelige, at målene og garnforbruget passer samt for at tjekke mine beregninger efter i sømmene.
Jeg søger løbende teststrikkere til kommende designs. Mine krav til dig som teststrikker er, at du er indstillet på et godt samarbejdet med overholdelse af deadlines, feedback i form af tilbagemelding på pasform, garnforbrug og mål samt øvrige forslag og rettelser til den givne opskrift.
På nuværende tidspunkt har min lille biks ikke råd til at forære garn i forbindelse med teststrik. Når opskriften er færdig og klar til udgivelse, får alle teststrikkere selvfølgelig opskriften tilsendt.
Som udgangspunkt skal man benytte den oplyste garnkvalitet, så teststrikken bliver så præcis som mulig. Men eftersom jeg ikke kan medsende garn er jeg åben for at vi/du finder et garnalternativ, der passer.
Er det noget for dig? Så meld dig på listen nedenfor – så sender jeg en mail, når der er nye designs at teste. Der er ingen forpligtelse til at sige ja – det skal være drevet af lyst og overskud.
Jeg søger både erfarne, nye strikkere, faste og “løse” testere, så føl dig fri til at skrive dig op 🙂