RESTESTRIK

LEG, EKSPERIMENTÉR OG KREÉR

om at bruge garnrester som kreativt redskab

SKAB SMUKKE SAGER AF DINE GARNRESTER

Strik giver uanede kreative muligheder, og dine garnrester er et perfekt redskab til at sætte kreativitet, leg og skaberlysten fri!

Jeg har altid været optaget af garnrester. Ikke på den dér, ellers meget populære, måde, hvor garn-enderne må hænge frit, og man skifter farve og kvalitet tilfældigt, når nøglet ophører.

Nej, jeg er optaget af at kunne kreere smukke ting med det garn, man har liggende i skuffen. De fleste strikkere kender vel at have købt ét nøgle hist, ét nøgle pist – fordi vi blev draget af farve, blødheden, teksturen eller tilbuddet! Og nu ligger de dér og kukkelurer… Langt de fleste af os har sådan nogle enlige nøgler, smukke håndfarvede fed, rester efter større projekter, mini-nøgler og sågar afklip fra lange endehæftninger eller italienske aflukninger.